Hvad mener vi med seksuelt bekymrende tanker eller adfærd?

Måske læser du med her, fordi du er usikker på, om dine seksuelle tanker eller adfærd er almindelig, bekymrende eller noget helt tredje. Det er normalt at have mange spørgsmål til seksualitetisær i ungdomsårene, hvor man udforsker grænser.

Hvis du er i tvivl, kan du tage vores test, som hjælper dig med at få en bedre forståelse af din situation.

Her kan du læse om:

Bekymrende tanker

Det er svært at sige helt præcist, hvornår seksuelle tanker er bekymrende. Alle mennesker kan have tanker om sex, som kan føles ubehagelige eller skamfulde. Om man bør være bekymret, handler om tankernes indhold, hvor længe man har haft dem, og om man tænder på dem eller ej. Det kan være bekymrende, hvis du for eksempel har tanker om:  

  • Seksuelle handlinger, der gør skade på dig selv eller andre 
  • At tvinge andre til sex  


Nogle oplever, at tankerne fylder meget i en periode og så forsvinder igen. For andre føles det, som om tankerne sidder fast i deres hoved. Det er vigtigt at huske på, at tanker i sig selv ikke er farlige, men at de godt kan være så alvorlige, at du bør tale med nogen om dem. Det er for eksempel alvorligt, hvis:
 

  • Tankerne om noget voldsomt eller ulovligt gør dig seksuelt ophidset  
  • Du ikke kan distrahere sig selv fra tankerne  
  • Du har handlet på tankerne eller risikerer at gøre det 


Husk på, der også er noget, der hedder tvangstanker. Det er uønskede tanker, som gentager sig og er svære at styre. De kan handle om sex, men de kan også handle om alt muligt andet. Typisk vil det være sådan, at tvangstanker om sex ikke gør en seksuelt ophidset, men stadig føles meget ubehagelige og forvirrende at have.
 

Du kan altid tale med os anonymt, hvis du er bekymret for dine seksuelle tanker – uanset hvad de handler om, og hvordan du har det med dem.

Bekymrende adfærd

Mens tanker kan komme og gå uden direkte konsekvenser, bliver det bekymrende, når tanker fører til handlinger, der overskrider andres grænser. Bekymrende seksuel adfærd kan for eksempel være: 

  • At overskride andres grænser og ikke respektere et nej 
  • At tvinge andre til at sende nøgenbilleder 


Det er helt normalt at være usikker på, hvad der er “normalt” eller “forkert”, når det kommer til sex. Hvis du er bekymret for at gøre noget seksuelt grænseoverskridende, er det vigtigt at tage ansvar og søge hjælp. Hvis noget føles forkert, så stol på din mavefornemmelse og tal med nogen om det – du kan for eksempel tale anonymt med os.

Vi ved, at det kan være meget svært at tale om det, hvis man har overskredet en andens grænser – eller er bange for at gøre det. Men husk på, at man stadig kan være et godt menneske, selv om man har gjort noget forkert. At tage det første skridt for at stoppe bekymrende seksuel adfærd kan være svært, men det viser mod. Du er ikke alene, og der er hjælp at hente.

Vi sidder klar til at hjælpe dig anonymt, hvis du har spørgsmål