Brev til en voksen
Det kan være svært at fortælle om sine seksuelle tanker eller handlinger til nogen. Du kan overveje at give dette brev til dine forældre eller en voksen, du stoler på. Du kan selv rette i brevet, så det passer til dig.
Kære forælder eller voksen
Du får dette brev, fordi en ung gerne vil fortælle dig noget, som er svært at få sagt. Måske er den unge bekymret for, hvordan du vil reagere eller tænke. Det bedste, du kan gøre for den unge, er at læse dette brev i ro og mag og bagefter tage dig et øjeblik til at samle dig, hvis du har brug for det. Hvis du har brug for længere tid, inden du snakker med den unge om brevet, så sig roligt til den unge, at du gerne vil tale om det, og hvornår I kan gøre det.
Den unge har fundet dette brev på Red Barnets rådgivningsside TalMedOs, som er til unge, der er bekymrede for deres seksuelle tanker eller adfærd. Vi taler for eksempel med unge, der har gjort noget seksuelt, de har fortrudt. Vi taler også med unge, som har seksuelle tanker om mindre børn eller har set overgrebsmateriale med børn på nettet. Det kan også være andre seksuelle problemer, de unge henvender sig om.
Hos Red Barnet ved vi, at unge, som er bekymrede for deres seksuelle tanker eller adfærd, har rigtig svært ved at få det fortalt til deres forældre eller en voksen. Det kan være fordi, det at tale om sex kan være pinligt eller skamfuldt. Den unge er som regel bange for deres forældres eller andre voksnes reaktion: ‘Bliver de nu sure? Mener de, at det er min egen skyld? Vil de forstå det?’
Måske er du blevet chokeret, nervøs eller ked af det over at læse dette brev. Det er godt at tage en dyb indånding og støtte den unge, nu hvor den unge har taget sig mod til at fortælle dig om sine bekymringer.
Det er godt at stille konkrete spørgsmål til den unge for at forstå situationen: ‘Hvad er det for tanker eller adfærd? Hvor længe har den unge haft det sådan?’ Husk at fortælle den unge, at du gerne vil hjælpe.
Du ved måske ikke, hvordan man tager hånd om situationen. Det kan du få hjælp til på vores hjemmeside talmedos.redbarnet.dk, hvor du også kan kontakte vores rådgivning anonymt. Du kan kontakte os via mail, chat eller telefon.
Mange hilsener
TalMedOs/Red Barnet