Om TalMedOs

TalMedOs er en anonym rådgivningstjeneste lavet af Red Barnet, hvor du som ung kan få hjælp, hvis du er bekymret over dine seksuelle tanker eller handlinger. Vi hjælper børn og unge – men også forældre, pårørende eller fagpersoner, der har en bekymring for et barn eller en ung.

Du kan både chatte, ringe eller skrive til os. Når du kontakter os, er du helt anonym. Det betyder, at vi ikke kan se nogen informationer om dig – som for eksempel dit navn, telefonnummer, mail, adresse eller andet. Læs mere om anonymitet her.

Vi ved godt, at det kræver mod at tale om seksuelle emner. Derfor tager vi alle henvendelser alvorligt og lytter til dig uden at dømme. Vi kan hjælpe dig med at forstå dine tanker eller adfærd, og hvordan det ville være godt at handle i din situation. Det er dig, der bestemmer, hvad vi skal tale om.

Om rådgiverne
Rådgiverne har børnefaglig baggrund og arbejder til daglig i Red Barnets nationale afdeling. De er uddannet i pædagogik, psykologi eller sociologi – og har indgående viden om udviklingspsykologi, seksuel udvikling og seksuelle overgreb.

Til journalister og andre interesserede
Ønsker du mere information om TalMedOs og tankerne bag, kan du kontakte Red Barnets presseafdeling.

Hent flyer med præsentation af TalMedOs.

 

TalMedOs er finansieret af Socialstyrelsen. 

Vi sidder klar til at hjælpe dig anonymt, hvis du har spørgsmål