Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har haft seksuelle tanker om børn?

I puberteten begynder man at få seksuelle tanker og følelser for andre. De fleste oplever, at tankerne og følelserne handler om nogen på ens egen alder. Men nogle oplever, at deres tanker handler om yngre børn. Måske har du selv oplevet at have seksuelle tanker om børn. Det kan godt føles forvirrende og skræmmende at have de tanker. Derfor kommer vi her med råd til, hvad du kan gøre.

Her kan du læse om:

Hvad mener vi med ‘seksuelle tanker om børn’?

Med ’seksuelle tanker om børn’ mener vi tanker om at gøre seksuelle ting med børn mellem 0-14 år – altså under den seksuelle lavalder. Det kan være, du selv er i den aldersgruppe, og hvordan skal du så forholde dig til det?

Det er helt normalt at have seksuelle tanker om en på sin egen alder – for eksempel hvis du selv er 14 år og har seksuelle tanker om en, der også er 14 år. Men hvis du i højere grad føler dig seksuelt tiltrukket af børn, som er to eller flere år yngre end dig selv, er det vigtigt at være opmærksom på det.

Nogle kan opleve, at tankerne om børn tænder dem, mens andre oplever, at tankerne ikke tænder dem, men at de alligevel er svære at slippe af med. Så er det muligvis det, man kalder tvangstanker. Uanset om man bliver tændt af tankerne eller ej, kan de få en til at føle sig ked af det, bange eller bekymret. Man kan føle, at tankerne er svære at få ud af hovedet, og at man helst bare vil være fri for dem. 

Husk på, at det er ikke ulovligt at have seksuelle tanker om børn. Det er kun handlinger, som er ulovlige.

Er jeg pædofil?

Hvis du har haft seksuelle tanker om børn, kan det være, du er bange for at være pædofil. Måske fordi du har hørt ordet blive brugt som et skældsord for en klam mand, der forgriber sig på børn. Der er mange misforståelser om, hvad det at være pædofil betyder.

Så hvad er pædofili?

Pædofili er en diagnose, som en læge kan give efter grundig undersøgelse, hvis man: 

  • Er over 16 år 
  • Over længere tid primært har været seksuelt tiltrukket af børn, der ikke er kommet i puberteten


Vi kan
derfor ikke svare på, om du har diagnosen pædofili’. Det afhænger af, hvor gammel du er, hvor længe du har haft tankerne, og
hvorfor de er kommet. Men at du har seksuelle tanker om børn betyder ikke nødvendigvis, at du har diagnosen, eller at du ønsker at gøre et barn fortræd.

Husk på, at du stadig kan leve et godt liv, selv om du har seksuelle tanker om børn.

Hvorfor har nogle seksuelle tanker om børn?

Det kan være meget forskelligt, hvorfor nogle mennesker har seksuelle tanker om børn. Men årsagen er næsten aldrig, at man har lyst til at gøre børn fortræd.

Personer, der er tiltrukket af børn, fortæller ofte, at de har haft det sådan, siden de var teenagere. De har måske oplevet, at deres seksuelle tiltrækning til jævnaldrende stoppede ved en bestemt alder – og at de for eksempel stadig var tiltrukket af 11årige, selv om de selv blev ældre.

Nogle kan føle, at de bedre kan være sig selv, når de er sammen med børn, end når de er sammen med jævnaldrende. Det er dog vigtigt at huske, at man ikke selv har bedt om sin seksuelle tiltrækning. Ofte vil personer, der føler sig seksuelt tiltrukket af børn, ønske, at de ikke havde det sådan.

Måske har du prøvet at have seksuelle tanker om børn, uden at de tænder dig – og måske føles tankerne ubehagelige og fremmede for dig. Så kan det være, du har det, der hedder tvangstanker. Tankerne trænger sig på, og det kan føles som om, man ikke har kontrol over dem.

Hvis man har tvangstanker om sex med børn, kan man godt være bange for, at man kommer til at handle på sine tanker i virkeligheden, eller om man har diagnosen pædofili. Hvis du tror, du har tvangstanker, kan du tale med din læge om at få det undersøgt. Du kan også læse mere om tvangstanker.

Nogle af dem, der har seksuelle tanker om børn, har selv været udsat for seksuelle overgreb, da de var børn. Man ved ikke præcist, hvorfor det hænger sammen. Det er dog ikke alle med seksuelle tanker om børn, der selv har oplevet seksuelle overgreb.

Måske har du selv har været udsat for et eller flere seksuelle overgreb tidligere i dit liv. Det kan også være, at du er i tvivl, om det egentlig var et overgreb. Husk på, at du kan få hjælp, hvis du selv har været udsat for et seksuelt overgreb.

Hvad kan jeg gøre?

Det er svære tanker, men der er noget, du kan gøre. Det er vigtigt at huske på, at tanker kan komme og gå. Måske du lige nu har seksuelle tanker om et barn, og måske er de væk igen i morgen. Hvis du er bekymret over dine seksuelle tanker om børn, er det vigtigt, at du lytter til din bekymring.

I vores rådgivning kan vi give dig råd til, hvordan du kan håndtere dine seksuelle tanker om børn. Hvis du er bekymret, kan det nemlig hjælpe at tale med nogen – uanset hvor gammel du er, og hvor længe du har haft tankerne. Vi er vant til at tale om den slags tanker og dømmer dig ikke. Du kan ringe eller skrive til os helt anonymt det betyder, at vi ikke kan se dit navn, telefonnummer, mailadresse eller andre af dine oplysninger.

Læs mere om, hvordan rådgivningen foregår.

Det kan være rart at snakke med nogen om dine tanker – for eksempel en voksen. Men det kan også være en rigtig svær snak at tage, som man har brug for at forberede sig til.

Derfor kan det være en god idé at skrive et brev. Du kan også bruge vores brev til voksne. Det kan være, den voksne ikke helt ved, hvordan de skal hjælpe dig. Måske kan du anbefale, at den voksne læser vores side til forældre og fagpersoner.

Det er nemt at bekymre sig meget om sine seksuelle tanker, men det kan være svært at slippe bekymringen. Tankerne kan være endnu sværere at styre, hvis man ikke har det godt til daglig. Tænk over, om du får sovet, spist, slappet af, og om du generelt er glad i hverdagen. Det kan være her, du skal starte med at gøre noget.

Det er også rigtigt vigtigt, at du ikke isolerer dig, hvis du har det dårligt. At være sammen med andre kan gøre, at man glemmer sine bekymringer for en stund – og at man føler sig mindre alene. Det er også godt at lave aktiviteter, som gør dig glad og får dig til at tænke på noget andet. 

Er der bestemte tidspunkter eller situationer, hvor du plejer at få tankerne? For eksempel når du skal sove, eller når du har set bestemte film eller serier? For nogle kan det hjælpe at undgå situationer, hvor tankerne plejer at opstå. Men det er vigtigt at være opmærksom på, om man i forsøget på at undgå tankerne kommer til at gøre ting, som faktisk gør, at man får det værre.

Det er for eksempel ikke en god idé at lade være med at sove eller ikke gå uden for en dør for at undgå at tænke de ubehagelige tanker. Det er svært at finde en god måde at være i tankerne på. Men vi ved, det plejer at hjælpe at sige dem højt til nogen, så man ikke er alene om det.

Husk, at du kan tale eller skrive med os anonymt.

At skrive dine tanker og følelser ned kan være en rigtig god idé. Når du skriver, kan du bedre forstå, hvad du tænker og føler. Det kan gøre det lettere at se din situation på en ny måde.

Det hjælper dig også med at finde ud af, hvad der bekymrer dig, eller hvilke situationer der gør dig urolig. At have et sted, hvor du kan udtrykke dig frit, kan være en vigtig del af at få det bedre.

I alle regioner i Danmark kan man finde professionel hjælp til børn og unge under 18 år med seksuelt bekymrende tanker eller adfærd. Indsatsen hedder Fønix.

For at få hjælp kræver det, at du fortæller om dine tanker eller adfærd til en socialrådgiver i den kommune, du bor i. Du kan ikke være anonym i Fønix. Det kan være, du først kan snakke med en voksen, du stoler på, som kan hjælpe dig med at kontakte kommunen.

Husk på, at tanker og handlinger ikke er det samme, og dine tanker gør dig ikke til et forkert menneske.

Er der andre end mig, der har seksuelle tanker om børn?

Det er de færreste, der har seksuelle tanker om børn. Men der er andre, der også har seksuelle tanker om børn, selv om det ikke er noget, der bliver talt om. Derfor kan man føle sig ensom, hvis man har de tanker. Det kan nemlig være rart at have nogen at spejle sig i. Du kan også læse om Jacob, som har seksuelle tanker om børn.

Hvor mange har seksuelle tanker om børn?
Man ved ikke præcist, hvor mange der har seksuelle tanker om børn men studier tyder på, at omkring 2% af voksne har seksuelle tanker om børn. Tallet er lidt højere, når man medregner voksne, der både har seksuelle tanker om børn og om andre voksne. I de fleste studier har man kun undersøgt mænd. Man ved derfor ikke, hvad tallet er for kvinder.

Har du tanker om selvmord?

Du skal ikke gå alene med de tanker. Del dine tanker med nogen, du stoler på.

Du kan også ringe til Livslinien på 70 201 201 eller chatte anonymt med dem. De sidder klar til at hjælpe dig.