Hvad er bekymrende eller skadelig seksuel adfærd?
Til forældre og fagpersoner
Her kan du læse om, hvornår seksuel adfærd er almindelig, bekymrende eller skadelig, og se eksempler på, hvad det kan være.
Det estimeres, at 30-70% af seksuelle overgreb mod mindreårige er begået af andre mindreårige (Jensen, 2023). Tallene varierer pga. forskellige definitioner på seksuelle overgreb.
Almindelig, bekymrende eller skadelig seksuel adfærd
Januscentrets definition af almindelig, bekymrende og skadelig seksuel adfærd er:
Almindelig seksuel adfærd er sund, spontan, nysgerrig, let distraherbar, eksperimenterende og tilsvarer alder, størrelse og modenhed.
Bekymrende seksuel adfærd er intens, hyppig eller ikke tilsvarende aldersmæssig og udviklingsmæssig modenhed.
Det vil sige, at bekymrende seksuel adfærd kan være, når barnet initierer seksuelle lege, som andre børn beklager sig over. Det er desuden bekymrende, når barnet ikke stopper adfærden efter irettesættelse. Bekymrende adfærd kan også være overdreven eller tvangsmæssig forbrug af pornografi – og endnu mere bekymrende, hvis barnet er præpubertært.
Den bekymrende adfærd kræver særlig opmærksomhed, og ofte bør der gribes ind. Ved skadelig adfærd skal man tage affære med det samme.
Skadelig seksuel adfærd er krænkende, overdreven, grænseoverskridende, hemmelighedsfuld eller tvangsmæssig.
Det vil sige, at skadelig seksuel adfærd er seksuelle handlinger mod andre børn, som gør ondt. Når adfærd fremstår aggressiv, kategoriseres den som skadelig. Andre eksempler er seksuel kontakt med dyr, at se pornografi med mindreårige eller afpresning for nøgenbilleder.
Man skal altid tage barnets alder, modenhed og kognitive og sociale funktionsniveau i betragtning, når adfærden vurderes. Det er vigtigt at se børn og unges grænseoverskridende adfærd som netop en adfærd frem for en diagnose. Adfærden skal altid ses i sammenhæng med den øvrige livssituation, og de relationer som barnet er i. Tidlig opsporing og indsats over for den pågældende kan få stor indflydelse på den fremtidige udvikling.
Du kan også se eksempler på bekymrende og skadelig seksuel adfærd i Januscentrets Bekymringsbarometer.
Risikofaktorer
Generel mistrivsel øger et barns risiko for at udvikle skadelig eller bekymrende seksuel adfærd. Derfor skal man være særligt opmærksom på, om barnet har mange belastninger i sit liv.
Det er vigtigt med en helhedsforståelse af barnets eller den unges situation, når du skal tale med barnet eller den unge og vurdere, hvilken hjælp der er relevant. En undersøgelse fra Januscentret viser, at følgende faktorer optræder hyppigere blandt børn med seksuelt bekymrende eller skadelig adfærd:
- Omsorgssvigt (fysisk, psykisk og seksuelt)
- Ikke alderssvarende følelsesmæssig og sproglig udvikling
- Manglende sociale kompetencer
- Lav impulskontrol
- Utilstrækkelig indlevelsesevne
- Dårlig begavelse
- Opmærksomheds- og koncentrationsvanskeligheder, for eksempel ADHD
- Ensomhed
- Nederlagsoplevelser
- Sociale vanskeligheder
- Skole-, indlærings- og kammeratskabsvanskeligheder
- Ringe eller forvrænget viden om seksualitet
- Dysfunktionel familiebaggrund
- Lavt selvværd
- Ringe forståelse for motiver bag eller skadevirkninger af det seksuelle overgreb
Du kan læse mere om, hvad du som forælder, pårørende eller fagperson kan gøre, hvis et barn har seksuelt bekymrende tanker eller adfærd.