Hvad er TalMedOs’ værdier?

TalMedOs arbejder ud fra disse fem værdier.

  • Let adgang til hjælp

Vi gør det let for dig at søge hjælp hos os.

Du er anonym, når du kontakter TalMedOs. Det er uforpligtende at kontakte os, og du kan selv vælge, om du vil have hjælp på telefon, chat eller mail. Vores mål er, at alle børn og unge, der er bekymrede over deres seksuelle tanker eller handlinger, samt forældre og fagpersoner, let kan søge hjælp.

  • Børnebeskyttelse

Vi arbejder for at beskytte børn og unge mod seksuelle overgreb.

Vi accepterer ikke overgreb mod børn og unge, og rådgivningen arbejder derfor med at forebygge overgreb. Vi mener, at børn og unge skal have hjælp, uanset om de er i risiko for at udsætte andre eller selv blive udsat for overgreb.

  • Et værdigt møde

Vi møder dig med værdighed og respekt.

Vi tager dig alvorligt, og vi anerkender dig for at tage ansvar for at håndtere en svær situation. Vi møder dig uden fordømmelse, men insisterer på at tale med dig om det, hvis du gør eller overvejer at gøre noget ulovligt.

  • Høj faglighed

Vi har et mål om høj faglighed.

Vi har en professionel tilgang i vores rådgivningsarbejde, som betyder, at vi holder os opdateret på den nyeste viden. Gennem rådgivningssamtalerne bliver vi klogere på børn og unges problemer, og vi omsætter vores erfaringer til viden, så den kan komme flere børn og unge til gavn.

  • Håb

Vi holder håbet oppe, hvis du står i en svær situation.

Vi tror på, at alle børn og unge med den rette vejledning, støtte og omsorg kan udvikle en sundere og sikrere seksualitet. Vi har håb for dig, selv om din situation kan føles uoverskuelig eller håbløs.

Vi sidder klar til at hjælpe dig anonymt, hvis du har spørgsmål